Thymus er en kirtel, der spiller en meget vigtig rolle i kroppen - den er ansvarlig for den korrekte udvikling af immunsystemet. Når thymuss funktion forstyrres, fx på grund af dens hypertrofi, kan der udvikles mange sygdomme, inklusive potentielt dødelige sygdomme.
Thymuser en kirtel, der er en del af kroppens immunsystem. Den er placeret bag brystbenet, i mediastinum, og er lavet af en cortex opdelt i lobuler og en kerne. Thymus udvikler sig allerede i livmoderen. Efter omkring 2 års vækst når den sin største størrelse (vejer omkring 15 gram). Efter denne periode, hovedsageligt på grund af kønshormoner, forsvinder det gradvist og erstattes af fedtvæv. Hos en ældre person vejer thymus omkring 5 g.
Hvad er thymusens funktion?
Thymus er ansvarlig for den korrekte udvikling af immunsystemet ved at kontrollere udviklingen af perifert lymfevæv (lymfeknuder, milt).
Thymus forhindrer udvikling af allergier, påvirker reproduktionsevne, vækst og stofskifte
Derudover modnes T-lymfocytter i thymus. Kirtlen er ansvarlig for eliminering af autoreaktive lymfocytter, dvs. dem, der kan angribe kroppens celler og væv, og efterlader dem, der korrekt kan genkende fremmed væv (den fænomenet den såkaldte centrale tolerance). De sidstnævnte, der allerede er modne, sendes til det perifere lymfevæv og bebos dem.
Konsekvenser af thymusdysfunktion
Thymus er et organ, der er modtageligt for virkningen af antibiotika, stress, overskydende østrogener i prævention og steroider. Hun reagerer også dårligt på alkoholmisbrug, rygning eller indtagelse af stoffer, hvilket kan føre til patologiske ændringer i thymus, fx thymushyperplasi (også af kræftagtig karakter).
Thymushyperplasi, med øget aktivitet, forårsager sædvanligvis myasthenia gravis, men den kan også optræde i forbindelse med andre sygdomme, såsom:
- systemisk lupus
- hyperthyroidisme
- aplastisk anæmi.
Årsagen til thymushyperplasi kan også være neoplasmer: thymomer og lymfomer. Omkring 10-15 procent af patienter med myasthenia gravis er diagnosticeret med tymom.
Til gengæld er sygdomme forbundet med atrofi af thymuskirtlen di Georgs syndrom og SCID-syndrom.