Ørets struktur er lige så kompliceret som dets funktion. Lyden af ​​raslende blade, et tikkende ur eller fuglesang er sikker. Øret er tilpasset meget kraftigere lyde, men for ofte kan kontakt med dem være farligt for dit helbred. Find ud af, hvordan øret er bygget.

Ørets strukturer virkelig kompliceret. Når vi står foran spejlet, ser vi kun et fragment af det orgel, der er ansvarligt for lydopfattelsen af ​​verden. Denne del erauricle- det er herydre ørestarter. Bag det ermellemøre , og yderligereindre øre . Når de er bygget rigtigt, fungerer de godt og er i stand til at samarbejde med hjernebarken, som fortolker, hvad der når den gennem ørerne, vi kan sige, at vi hører.

Ydre øre: struktur

Det ydre øre er pinna og den ydre øregang. Næsten ingen er tilfredse med formen af ​​auriklen, men vi har ringe indflydelse på den, fordi vi arver dens udseende. Den vokser hos os op til 18 års alderen. Dens form ligner en aflang, bøjet plade. Den er lavet af fleksibel brusk dækket af hud, og kigger man på den ydre øregang, vil man bemærke, at den er et par centimeter lang og let snoet. Det er af denne grund, at ØNH-specialisten skal "rette" slangen for at kunne se ind i øret og trække stiften op og tilbage. Øregangen er dækket af hud. Kort, tykt hår vokser i begyndelsen. Sekretionen af ​​deres talgkirtler, blandet med det eksfolierede epitel, danner ørevoks. Når for meget af det samler sig, tilstopper det øregangen. Så hører vi værre, lyde når os som gennem vat. Husk ikke selv at fjerne ørevoksen med bomuldsknopper, for du skubber bare proppen ind. Derudover kan vi beskadige trommehinden, der lukker den ydre øregang. Den eneste fornuftige metode til at fjerne ørevoks er at skylle øret af en ØNH-læge Trommehinden er oval i form, ca 10 x 8,5 mm stor og ca 100 mikron tyk. Epitelet dækker det udefra, og slimhinden indefra. Den er spændt, stærk og kan modstå et tryk på omkring 100 cm kviksølv. Når en lyd (en bølge af vibrerende luft) kommer ind i vores øre, rammer den trommehinden ogfår den til at vibrere.

Mellemøre: struktur

Det starter lige bag trommehinden. For det første er det et lille hulrum, der er foret med en slimhinde og fyldt med luft. Dens side rører den såkaldte mælkehulen. Hvis vi rører kraniet bag auriclen med en finger, mærker vi en lille høj. Dette er mælkeknoglen, hvori dette hulrum er placeret. Øret opfatter luftens akustiske bølger, men også rysten i kranieknoglerne. Så man kan også tale om den såkaldte knogleledning af lyd. Når en foniater undersøger vores hørelse, inkl. kontrollerer knogleledning ved at anvende en speciel anordning til brystknoglen

Vibrationer i trommehinden overføres til det indre øre gennem en kæde af tre høreknogler, med yndefuldt navn hammer, ambolt og stapes, som holdes på plads af muskler og ledbånd. For det første modtager og sender hammeren, der er fastgjort til trommehinden, vibrationer til ambolten, og den - til stifterne. Sidstnævnte fordyber sig i det såkaldte atriumvinduet og sætter væsken i gang, der fylder atriumet (det såkaldte endotel)

Som vi allerede ved, er trommehulen fyldt med luft. Eustachian-røret (Eustachian-røret) bruges til at udligne trykket på begge sider af den forseglede trommehinde. Denne langsgående kanal fra trommehulen løber i tindingeknoglen så langt som til nasopharynx. Når halsen og næsen er betændt, hæver slimhinden, og nogle gange lukker det eustakiske rør. Så udlignes trykket i trommehulen ikke, og vi hører værre. Det sker for eksempel også under landing af et fly, når lufttrykket i kabinen stiger. Gaben eller synkning af spyt kan så hjælpe os, hvilket får den bløde ganes bøjemuskel til at trække sig sammen, og dette åbner svælgåbningen i Eustachian-røret. Luften strømmer gennem den ind i trommehulen og udligner trykket med trykket i flyets kabine. Og vi hører godt igen. Surt slik distribueres på fly i lang tid. De øger udskillelsen af ​​spyt, som du ofte skal sluge, så de kan forhindre dig i at "døve".

Vigtig

Lydintensiteten måles i decibel. Vores ører er meget følsomme over for dem. Vi opfatter nogle lyde som behagelige, andre kan skade vores hørelse. Hvilke situationer er sikre for vores øre, hvilke er risikable, og hvilke er farlige?

  • 20-60 decibel er sikre lyde, fx raslende blade, tikkende ur, støj fra en stille gade, almindelig samtale, fuglesang,
  • 75-100 decibel er risikable lyde, f.eks. summen i en restaurant med musik, støj fra en høj gade, lyden af ​​en lastbil og en bus i bevægelse, en fungerende plæneklippermotor,
  • 100-140 decibel ertruende støj, f.eks. motorsus uden lyddæmper, disco- og rockkoncertlyde, fungerende hammer, jetfly, der letter.

Indre øre: struktur

Den består af en vestibule, en cochlea og halvcirkelformede kanaler. Forhallen er placeret lige bag mellemørets auditive knoer. Tre halvcirkelformede kanaler afgår fra den lidt opad. De ligner bøjler sat i tre forskellige planer vinkelret på hinanden. Den såkaldte Cochlea, der er ansvarlig for at modtage auditive stimuli, er en knoglekanal på omkring 35 millimeter lang, som ligner formen af ​​en vinsnegleskal. I den er en membranøs cochlear kanal fyldt med væske (endotel). Til gengæld er den såkaldte et spiralorgan med talrige sanseceller. Disse er enderne på de ottende kranienervefibre. Lydvibrationer, der overføres gennem trommehinden og ossiklerne til atriumvinduet, når endotelet i cochleakanalen gennem væskerne, der fylder atriumet. Her omdanner spiralorganets sanseceller dem til elektriske impulser. Impulserne løber langs den ottende nerve til hjernens tindingelapper. Det er her, de analyseres af hjernebarken. Hjernebarken husker for det første individuelle impulser, og for det andet tildeler specifikke betydninger til dem. Dette giver os mulighed for at forstå t alte ord og skelne brølet fra en ko fra en cellokoncert.

Vigtig

Hvad er din hørelse

  • godt at høre en hvisken fra 6 meters afstand,
  • svag, når du hører en hvisken fra 1-4 meters afstand,
  • kedelig, når du hører en hvisken op til 1 meter væk,
  • du er i fare for at blive døv, når den person, der taler til dig, skal bøje dig tæt ind til dit øre.

"Zdrowie" månedligt

Kategori:

Anatomi