Verden omkring børn i SOS Børnebyer skal være forudsigelig og tættest på det fælles mønster. Derfor, jo mere komplette plejefamilier, jo bedre - siger Magdalena Bartnik
Interview med Magdalena Bartnik, psykolog, familiekoordinator i SOS-børnebyforeningen
Hvorfor besluttede du dig for at ændre retningen for at søge efter nye plejeforældre. Engang var en enlig forælder nok. Nu taler du om far og mor, du gider ikke hele familier med børn …
Søgen efter nye måder at nå ud til villige forældre i vores landsbyer skyldes til dels den generelle krise i plejefamilier. At der er et underskud af plejeforældre, kommer ikke kun ud i en diskussion om utilstrækkelig økonomisk og psykologisk-terapeutisk støtte til dem. Men det følger også af, at forældre gerne vil tage sig af deres børn på skift. De ønsker ikke at opgive deres karriere for dem.
Vi retter vores tilbud til hele familier, også fordi bortset fra én plejefamilie, der opdrager børn i Karlino, har vi i dag kun enlige mødre. Og vi ønsker at ændre disse proportioner lidt. Vi ser, hvordan de såkaldte onkler, altså familieassistenter i vores landsbyer, bliver snappet op af børn. Vi lavede endda en model til landsbyfamilien, så det ville være lettere for ivrige mestre at bestemme (og børnene havde en passende, også mandlig model). Hvis vi bliver gift – så opfordrer vi vores far til ikke at opgive sin karriere. For det første, så situationen er sund for en ambitiøs mand. Dog også for at børn kan se, at nogen tjener et hjem, og at penge ikke falder ned fra himlen.
Jeg t alte også med enlige kandidater til surrogatfædre flere gange. De var dog rædselsslagne over alt det ansvar og det faktum, at de skulle igennem hele rekrutteringsprocessen, identisk med landsbyens fremtidige mor.
Rekrutteringsprocessen er formentlig lang, og kravene til plejeforældre er høje?
Der går mindst et år fra det øjeblik, du kontakter os for at arbejde i SOS Børnebyen. Husk alligevel, at det er en pleje- og uddannelsesinstitution, så vi skal varetage fagligheden hos folk, der arbejder her med børn. Jo mere som grundet princippet om, at vi ikke adskiller brødre og søstre, specialiserer vi os i at opdrage adskillige søskende -familier har seks eller endda otte personer. Disse er norm alt børn med særligt traumatiske oplevelser, der ikke kun er relateret til deres forældres alkoholisme, brugen af vold, seksuel chikane eller ekstrem følelsesmæssig, materiel og mental omsorgssvigt, men også til tidlig adskillelse og splittelse blandt andre plejefamilier, der ikke klarede det. med opgaven. Nogle børn har også oplevet flere års adskillelse i plejeinstitutioner
Inden vi beslutter os for, om de fremtidige omsorgspersoner er egnede, vil vi så se på potentielle plejeforældres personligheder - er de følelsesmæssigt stabile, har de et organiseret liv? er de i stand til at løse kriser, vil de ikke gøre det endnu større?forvirring i børns liv. Vi vil satse på dem med pædagogisk ånd – som vi, nomen omen – forsøger at støtte. I begyndelsen ved at organisere 300-timers psykologiske og pædagogiske workshops. Så opfordrer vi forældrene - eller i hvert fald en af dem - til at færdiggøre deres viden i pædagogiske studier, hvis de ikke er færdige fra sådanne studier.
Og hvad skal forældre vide om børn, der vil hjælpe dem?
De burde vide, at de har hårdt arbejde at udføre. Vi modtager børn, der fx sover i samme seng med deres søskende, fordi de er bange for sig selv. Når de spiser aftensmad, spiser de og gemmer deres mad i lommen, fordi de tror, de ikke får det i morgen. De har indlæringsvanskeligheder. De har lavt selvværd. Hver usikker situation får dem til at trække sig tilbage. Andre er aggressive. Men der er også børn, der på trods af deres hårde oplevelser er glade og rolige. Som i enhver familie er der en konkurrence mellem dem om forældrenes opmærksomhed og tid. Der er også børn, der bare har en lang historie med at være barn. For eksempel den ældste søster, som aldrig har haft mulighed for at være en lille pige, fordi hun passede sine yngre brødre. om samarbejde med den biologiske familie og reel kontakt med den. Derfor foretrækker vi børn fra områder tættere på Børnebyerne – så biologiske forældre kan besøge os. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke ønsker, at børnene skal blive i landsbyerne så længe som muligt, for de skal tilbage til biologiske familier hurtigst muligt. Tværtimod bliver de som regel under foreningens varetægt, før de er i stand til at føre et selvstændigt voksenliv. Et af målene med deres ophold i børnebyer er at genopbygge båndet mellem barnet og den voksne (i dette tilfælde plejeforælderen).
Kontakt med biologiske forældre er virkelig så svært for plejeforældre?
Plejeforældre har svært ved ikke at forventetaknemmelighed fra de børn, som de gør så meget for. Men nogle gange savner og husker børn bedst deres pårørende, og nogle gange vil de ikke vise denne taknemmelighed over for plejeforældre. Og bestemt ikke som det ses i amerikanske film. Vores elever er efter at have nået myndighedsalderen ofte i stand til at gøre alt for at vende tilbage til deres biologiske familie. En plejeforælder kan hjælpe et barn til, trods en svær fortid, at få en chance for at komme igennem livet på en anden måde end de biologiske forældre. Det lykkes dog ikke altid, og det skal man også huske.
Hvor kontakt med en forælder er giftig eller farlig, skal den naturligvis reguleres. Men selv da er det nødvendigt at arbejde på at få barnet til at huske om mor og far, og beholde dem i sit hjerte. Det biologiske bånd er praktisk t alt ubrydeligt - og det skal plejeforældre vide om
Sagen skal gribes roligt an. Forældre i vores landsbyer har reel psykologisk og terapeutisk støtte, vi hjælper dem med ikke at brænde ud. De kan konsultere mere erfarne pædagoger, som vil beskrive deres barns proces for dem. Hvorfor græder hun, hysterisk, var glad, og nu er hun ked af det. Vi tilbyder vores medarbejdere assistance gennem deltagelse i talrige uddannelser og systematisk supervision. I to år har vi også organiseret hjælp til nye familier ved at støtte en "hjælpsom barnepige".
Du bruger ordet job til at beskrive plejeforældres ansvar i landsbyerne. Jeg har mødt et par stykker. De elsker - og behandler bestemt - de børn, de opdrager, som deres. De gør det med lidenskab, af kærlighed. Måske er de kunstnere og ikke håndværkere?
Selvfølgelig er vores plejeforældre modige mennesker, som - styret af hjertets behov - ønskede at ændre og gøre deres liv mere værdifuldt og meningsfuldt. Det er i hvert fald sådan, de selv forklarer det, at de ville ofre sig selv for nogen. De var ofte tidligere ansatte i soci alterapiklubber, lærere, der gerne vil have større indflydelse på, hvad der sker med de børn, de opdrager.
At være forælder i vores SOS-børnelandsby er de facto et job for en professionel. Værger er ansat hos os, de modtager løn for børneopdragelse samt logistisk og materiel assistance. Det er meget større end det, staten har givet til plejefamilier uden for landsbyerne.
For at opsummere - ja, du har ret - de er mennesker, der udfører deres arbejde med passion og stor dedikation. De har et åbent hjerte for et barn, der har brug for hjælp, men også et åbent sind for at vide, hvordan man hjælper klogt.